(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Biodiversity Heritage Library | Children's Library | Advanced Microdevices Manuals | Linear Circuits Manuals | Supertex Manuals | Sundry Manuals | Echelon Manuals | RCA Manuals | National Semiconductor Manuals | Hewlett Packard Manuals | Signetics Manuals | Fluke Manuals | Datel Manuals | Intersil Manuals | Zilog Manuals | Maxim Manuals | Dallas Semiconductor Manuals | Temperature Manuals | SGS Manuals | Quantum Electronics Manuals | STDBus Manuals | Texas Instruments Manuals | IBM Microsoft Manuals | Grammar Analysis | Harris Manuals | Arrow Manuals | Monolithic Memories Manuals | Intel Manuals | Fault Tolerance Manuals | Johns Hopkins University Commencement | PHOIBLE Online | International Rectifier Manuals | Rectifiers scrs Triacs Manuals | Standard Microsystems Manuals | Additional Collections | Control PID Fuzzy Logic Manuals | Densitron Manuals | Philips Manuals | The Andhra Pradesh Legislative Assembly Debates | Linear Technologies Manuals | Cermetek Manuals | Miscellaneous Manuals | Hitachi Manuals | The Video Box | Communication Manuals | Scenix Manuals | Motorola Manuals | Agilent Manuals
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Det Vilde Kor"

Google 



This is a digital copy of a book that was prcscrvod for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project 

to make the world's books discoverablc online. 

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject 

to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books 

are our gateways to the past, representing a wealth of history, cultuie and knowledge that's often difficult to discover. 

Marks, notations and other maiginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's long journey from the 

publisher to a library and fmally to you. 

Usage guidelines 

Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the 
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing tliis resource, we liave taken steps to 
prevent abuse by commercial parties, including placing lechnical restrictions on automated querying. 
We also ask that you: 

+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for 
person al, non-commercial purposes. 

+ Refrainfivm automated querying Do nol send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine 
translation, Optical character recognition or other areas where access to a laige amount of text is helpful, please contact us. We encourage the 
use of public domain materials for these purposes and may be able to help. 

+ Maintain attributionTht GoogX'S "watermark" you see on each file is essential for informingpeopleabout this project and helping them find 
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it. 

+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are lesponsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just 
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other 
countiies. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can'l offer guidance on whether any specific use of 
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner 
anywhere in the world. Copyright infringement liabili^ can be quite severe. 

About Google Book Search 

Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps rcaders 
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full icxi of ihis book on the web 

at |http: //books. google .com/l 



DET VILDE KOR 



jn 






I 



I 



i 



KNUT ^AMSUN t^^'f- 



DET VILDE KOR 



DIGTE 




* j 1 



GTLDENDALSKE BOGHANDEL 
NORDISK FORLAG 

KØBENHAVN 1904 KRISTIANIA 




Trtkt hos J. Jørabnsbn Co. (11. A. Hannover). 



^ 



'^ 






1 . 



1-4 -- 



INDHOLD 

Side 

Med røde Roser 1 

Borte 2 

Hvad ved vi. ... ; 4 

I Ungdommens Vaar 6 

Sommernat 8 

Violoncel 9 

Lad spille med Vaar over Jorden 11 

Høstdag 14 

Halling 17 

Sangen i Skoge 20 

Paa Hvælvet 22 

Feberdigte 23 

Skærgaardsø 31 

Drot 33 

Gravsted 35 

Ungt Spil 37 

Lina i 89 

EAer Festen 41 




Side 

Høstnat 43 

Alrunen 45 

I Der itaar den og gror 45 

II Alrunen er en Mester 47 

III Under Vinhøsten 49 

IV Højsang 52 

llønsterbo 54 

Alle borte 56 

Duttens Vise 58 

I Ventetiden 60 

Gammel Jomfru 62 

Tora synger 64 

Betragtning 66 

Det Suk gennem Skabningen 68 

TU Frøken S» • • 71 

Undskyldning 73 

Hvad suser i Natten 74 

Om Hundrede Aar er alting glemt 77 

Ved Nyingen 79 

Godnat herinde 80 

Tonen 81 

Efter Aftkeden 82 

Svend HerluflMns Ord 84 

I Min Kærest er som den 84 

II Og du vil vide 86 

III Jeg har det 87 

IV Se, Natten er Uvet 89 

Himmelbrev tU Byron 91 

Bøcklins Død , 96 

EHømson , 98 

Aftenrøde , 103 

Kvannelederskemes $ang . . . . , * 105 



Side 

Gensyn 107 

Diset Kvæld 109 

Hjem fra Festen 110 

Abdullahs Haab 112 

Gangspilvise 114 

Det stunder mod Regn 117 

Basun 119 




MED RØDE ROSER 

Jeg knæler og rækker Hænderne frem 

endskønt jeg hører dit Nej. 

Tag disse Blomster med Tak for dem 

du pynted med paa min Vej. 

Jeg ser dig blusse som Roserne nu 

og slaa dine Øjne ned; 

kanhænde kommer du mangt ihu 

af Sorg og af Kærlighed. 

• 
Din Graad har dugget mit Sind som Regn, 

dit Smil var min Sol igen, 

du skabte af Verden en vakker Egn, 

min Sjæl blev en Have i den. 

Det blomstrer — det blomstrer i Haven nu 

og dufter fra alle Bed. 

O kom ikke mere din Sorg ihu, 

men bare min Kærlighed! 



Det vilde Kor. 




BORTE 



Du er som en liden Due, 
en levende Fugl saa hvid. 
Jeg husker dig nu iaflen, 
du flyr vel om i vor Stue, 
men gid du heller fløj hid I 

Her slaar i Hotellets Gade 
en Sanger sin Mandolin. 
Jeg kender et Minde stige: 
du er som den Serenade 
saa sød og skælvende fin. 



Nu skinner Maanen derfremme 
og lyser ind paa mit Bord. 
Et Vindpust løfter Papiret — 
det er som et Bud fra hjemme 
med dine de stille Ord. 



Godnat da, du Fuglen hvide, 
min Tanke i Land og By! 
Nu tystnede Mandolinen, 
det lider til Midnatstide . . . 
Godmorgen med Sol paany! 



HVAD VED VI 

Hvad ved vi, o Børn, om Vej og Sti? 

Værer ydmyge, Børn! 
Jeg hørte imod mig inat en Sang, 
det var som en Syvstjærnes Sang paa sin Gang, 

— idag er den draget forbi. 

Al Jorden er fuld af Nattens Sne, 
hvor er Vejene, Børn? 
Vi leder os frem efter bedste Skøn, 
en lykkes ved Eder, en fejler ved Bøn 

— saa underligt gaar det maaske. 



Her staar i vor Gaard en Syrinehæk 
og nu blomstrer den. Børn. 
Tre unge Buske af Solen berørt, 
tre Piger i Sneen forlokket, forført, 
— de ældre staar stive af Skræk. 




Se, Synderne dansed al Dyd forbi 

— slige Galninger, Børn! — 
og sørger ej over den Ungdoms Daad, 
hver Knop staar som Dug i en jublende Graad 
mod Livet, Guds Sol og det Fri. 

Hvad ved vi vel, Børn, om Sti og Vej? 

Værer ydmyge. Børn! 
Det tar til at synge igen en Sang, 
jeg stirrer tilvejrs mod dens sporløse Gang 
og finder den ikke — o nej. 



/ UNGDOMMENS VAAR 

Se, ude mod Solen der ligger 
mit Slot udaf Bjærgkrystal. 
Der har jeg saa mange Sale 
og Tjenere uden Tal. 



Saaskønt du vil mig til Ønske 
da byde du Tjenerne gaa. 
Og gid det altsammen var Skyer 
og ikke dit Slot vi saa. 



Og kanske du ser blot en Hytte 
af Træ naar du kommer did. 
Ja kanske jeg under min Kappe 
har mange Huller af Slid. 



Gud give det blot var en Hytte 
og ikke et Slot af Krystal. 
Jeg bøder dig alle de Huller, 
og gid de var uden Tal. 



6 



Men ikke saa har jeg en Hytte 
og intet i Verden jeg har. 
Og Kappen den maatte jeg laane 
og ind under den er jeg bar. 



Mit Hjærte det rødmer af Glæde, 
min stolte Herre og Gud. 
Du skænker mig alt jeg begærer, 
kom, tag mig, jeg er din Brud. 




SOMMERNAT 

Det kvældes over Gaarden. Klokken slaar, 
den sagte Skarren gennem Stuen gaar. 
Nu flyver Sommerfugle over Enge. 

En Klinke løftes op til Haven tyst — 

hun hopper som en Flamme til hans Bryst. 

Han var som Ild og hun saa let at fænge. 

Og Græsset reder for de unge to. 
Og atter gaar de bort paa lette Sko; 
nu gælder det at komme frelst i Senge. 

Saa vaager Sommerfuglen kun paa Jord. 
Et Lyddulm syder ud fra Syd og Nord, 
et Muslingsus saa evig langt og længe. 



8 



VIOLONCEL 



Den Ring jeg har paa min Finger 
jeg fik en glædelig Stund, 
hun løste en Stræng af Flasken 
og snodde mig Ringen rund. 
Hun hilste Godnat til alle 
og rakte mig Skatten frem, 
jeg kendte et Stød af Glæde 
og jodled paa Vejen hjem. 

Jeg ligger om Natten og tænker 
paa hele det blinde Spil: 
vi sad saa mange rundt Bordet, 
men mig gav hun Ringen til. 
Hun rakte mig sorgløst Gaven, 
et Lune paa maa og faa. 
Saa skiltes vi ad for Livet; 
hun tænkte ej mere derpaa. 



9 




Men ofte naar bedst jeg mener 
den hele Historie død, 
der farer mig gennem Brystet 
et velkendt berusende Stød. 
Og Ringen er bleven forliden 
og snører min Finger itu — 
jeg skatter den mere derfor, 
jeg mindes hende endnu. 



10 



LAD SPILLE MED VAAR OVER JORDEN 

Jeg ved ikke hvordan 
mit Hjærte er fat, 
det holder mig vaagen 
den langsomme Nat. 

Snart banker min Puls 
som en Hund der gør, 
snart ligger den stille, 
det er som den dør. 

Jeg hejser Gardinet: 
det blaaner af Dag, 
Is hænger fra Rænden 
paa Badstuens Tag. 

Jeg lister i Marken 
og lytter mig til 
et sært og skælvende 
Foraarets Spil. 



11 




Det vaares saa godt i Marken 

og Dyrene vaagner til Flirten og Flir, 

alt Furuen sprækker med Kvae 

som Draaber af Livselixir. 

De Stjærner deroppe staar stille og blege, 

Fuglen begynder at lege. 

Det lysner de vide Vegne 

og en efter en vender Stjærneme hjem, 

men ude ved Verdens Grænse 

en Vifte af Ild bryder frem. 

Solen, Solen, Guds luende Øje, 

hviler paa Elv og Høje. 

Rørte en Troldmand ved Jorden? 

Alle dens aandende Barme gaar, 

alle dens Lemmer røres 

og alle dens Pulse slaar. 

Langs Elven driver der Morgendampe, 

det buldrer af Skrig og Kampe. 

Se, Vaaren er kommet i Dalen. 

Nu rømmer han Hiet, den magre Bjørn, 

og højt over Vestens Bjærge 

sejler en kongelig Ørn. 

Men henne ved Husene reder en Skære 

til Bryllup i Tugt og Ære. 



12 



Lad spille med Vaar over Jorden! 

Og ind i den store Naturens Musik 

der nynner en Lyd fra mit Hjærte, 

en Tak for hver Vaar jeg fik. 

Det dunker som Hovtramp i Brystet af Glæde 

og Øjet blir vaadt af Væde. 



13 




HØSTDAG 

Den Indian summer staar frem. 

Det dirrer af Solskin og høstskør Klang 

og Sommeren holder for sidste Gang 

sin Herligheds Dør paaklem. 

Da heder det til i Rosernes Gløden, 

det er som et undrende Smil mod Døden. 

Og Rosernes Sjæl flyr hjem. 

Men Skaberen snor sit Skæg, 

han tænder en ny af den Tid som forgaar 

er Sommeren ude, da Porten han slaar 

til Høstens Vidundre paa Væg. 

Naar Akrene sortner for pløjende Ploge 

da flammer som fremmede Roser i Skoge 

den rødnende Rogn og Hæg. 



14 



En Vrinsken, et Glam — giv Agt! 
Det spiller igennem Sindet til Fest, 
der kommer de muntreste Mænd tilhest 
med Børse og Kniv paa sin Dragt. 
Men inde i Skogen hver jordbøjet Skytter 
er glad i sit Liv som den gæveste Rytter 
der rider til Kongens Jagt. 



Og Bonden skærer sit Korn 

og Rytterne rider med Fjær i sin Hat 

og Hundene halser i Snar og i Krat 

og Nypen staar bar med sin Torn. 

Selv trællende Heste som gaar for Plogen 

slaar Hodet tilvejrs og ser imod Skogen 

ved Klangen af Jægernes Horn. 



Og Natten blir frisk og kold. 

Der tændes i Skogen et bortgæmt Baal 

og nogen mumler og kaster med Staal 

mod Nisse, Hulder og Trold. 

Hvem er det? En jordbøjet Skytter bare. 

Han skjuler i Busken sin krybskudte Hare 

og lægger sig Gud ivold. 



15 




o Høst du er Skønheds Væld. 

Du tænder paa Himlen det Ild-Alfabet 

som fordum blev tydet af Præst og Profet, 

nu leder hver Vandrer ved Kvæld. 

Du Skabningens Slummer, du milde Pause, 

o maatte jeg ende som du, i det tause, 

naar Dagen kommer paahæld I 



16 



HALLING 

Jeg gav mig til Kirke 

i Skjorteærmer, 

jeg var saa i Nød for 

en Helgekjol. 

Og Skoene gjorde jeg 

ingen Skade, 

jeg bar dem i Haanden 

i Gudsens Sol. 
Det ropte i Myrene: Ture — Ture! 
Jeg svarte i Fæle, det var som jeg gol. 



Jeg tabte mig Vejen 
paa Myren vide. 
Der mødte mig Kuer 
med Krone paa, 
der mødte mig Elve 
med røde Fiske 



17 
Det Tilde Kor. 




og Herrer i Kaabe 

og Guld paa Taa. 
Fra Myren ropte det: Ture — Ture! 
Der stod en Konge, den største jeg saa. 



Hans Øjne saa var de 

som sorte Fugle, 

vi naadde ham ingen 

til Brystet bredt; 

i begge hans Øren 

stod Laas og Ringe, 

at Menneskens Bønner 

blev faafængt bedt. 
Han ropte i Vældighed: Ture — Turet 
Da faldt jeg paa Jorden saa ilde stedt. 



»Saaskønt jeg kan danse 
den Konge munter 
saa ser jeg mig endnu 
min arme Raadl« 
Jeg dansed for Kongen 
min høje Halling, 
og Væden den sprat mig 
fra Myren vaad. 
Da ropte han leende: Ture — Turet 
Og alle de Herrer fik Lattergraad. 



18 



Han løste sig Ringe 

og Laas fra Øre. 

»Saa giv mig, o Konge, 

en Helgekjoll« 

Og Kongen han pegte, 

og Hundred Herrer 

gik hastigt at gøre 

hvad han befol. 
Han nikked og kaldte mig: Ture — Ture! 
Jeg takked i Taarer, det var som jeg gol. 



Her ser I den Manden 

som muntred Kongen, 

og Kjolen den har jeg 

i god Behold. 

Jeg springer ej mere, 

jeg traller Slaatten, 

for Helsen min store 

tog Myren kold. 
Jeg mindes og kalder mig: Ture — Ture! 
Jeg dansed saa muntert i Kongens Sold. 



19 

2* 




SANGEN I SKOGE 

Der vælded en Sang i den Skog bag Skoge, 
det var som en Sanger raadløst forgik. 
Og Pillerne flød om den Sangers Knoge 
og Galskabens Stjærner stod i hans Blik. 



Der flagred en maalløs Rædsel i Skoge 
af Tonen som ud af hans Strube sprang, 
og Dyrene bort ifra Marken droge; 
men Skogen den hørte en uhørt Sang. 



Det var som der skreges en Ed i Skoge 
for al den Elende i Verden var. 
Og Ordene helt op i Himlen joge 
og klirred indover en lun Passiar. 



20 



Da smisked og smigred de Englesnoge; 
men Herren han svarte : Den Sang var sand I 
En Rødme af Sol gik op over Skoge — 
det blev som en Morgen i Rettens Land. 



21 




PAA HVÆLVET 



Du siger at Gud er god. 

Jeg siger jeg er hans Skabning 

og mig er han haard imod. 

Du siger han alting ved. 
Saa ved han at mig forfølger 
og farer han ilde med. 

Han satte mit Hjærte i Slag 
og gav det en Livstid at lide. 
Saa stanser han det en Dag. 

Du siger der er en Gud. 



22 



FEBERDIGTE 



I 



Jeg finder mig rykket ud 
af Sammenliængen med alt, 
med Ilende, Jorden og Gud. 
Hun aabned sig alle Porte, 
Farvellet faldt, — 
hun var borte. 



II 

Nu farer en Høst over Herrens Jord, 
solløse, susende, onde Dage, 
Liv som gaves tages tilbage, 
alting forgaar i Forgængeisens Kor. 
Men Mennesket lever saa længe. 



23 



i 




Nu sankes i Lade og samles i Hus, 
Græsset høstes og Kornet skæres, 
Løvet falder, altsammen fortæres, 
segner tilbage i Dødens Brus. 

Men Mennesket lever saa længe. 



III 

Gud straffe dig, Alvilde, 

du slukte al min Ild 

og tog dit Ord tilbage 

og ledte mig saa vild. 

Jeg har vel Vejen lang igen 

og der er ingen Sol paa den. 

Gud straffe dig, Alvilde. 



Gud glæde dig, Alvilde, 

hav Tak for hvert Minut. 

Du gav mig mange Navne 

og kaldte mig din Gut. 

Du rakte mig din Haand og Mund 

og du var min en liden Stund. 

Gud glæde dig, Alvilde. 



24 



IV 

Nej hør, hvad er det for en stille Gru 

som glider ind i mine Sanser nu, 

som vrænger Hviden i mit Øje ud 

og gør mig Munden bleg og sært fortrukken? 

En Spas af Fatum, der han ligger drukken? 

En Galmandsverden fylder mig, o Gud. 



Der er noget jeg sidder og ej kan forstaa: 
hvi skæres det Korn og hvi falder det Løv? 
Hvi smuldrer alt Sommerens Liv til Støv? 
Hvi grønnedes Græsset for blot at forgaa? 
Det tænker jeg paa. 



Det Kom skulde mætte de hungrige Munde 
og Græsset blev grønt forat visne til Hø. 
Og Løvet var Skyggen i solrige Lunde. 
Men jeg — hvorfor dryssedes Glæder i Frø 
i mig forat dø? 



25 




• I 



Jeg ropte og spurgte til Havets Skum, 

til Skogen og Bjærget og Sivet, 

til Stenen og Stormen og Himlens Rum 

og alting som Øren er givet: 

har jeg bedt om at fødes til Livet? 

Men Himlen og Stormen og Stenen var stum. 



VI 



Alvilde, jeg husker den sidste Nat, 

du ropte: Knæl! 

Jeg drak af din Sko 

og alle lo. 
Det gjorde jeg kun forat muntre din Sjæl. 



Alvilde, saa rakte du ud en Blomst. 

Jeg holdt mig frem. 

Du gav mig et Blik, 

et fuldgodt Stik. 
Jeg tumled mig ud. Det var kulmørkt hjem. 



26 



VII 



Nu hyler den høstlige Vind 

som en regnvaad Hund mod min Rude, 
der risler en Frost i mit Blod 

mer kølig end Vindens derude. 
Der folder sig ud i mit Indre 

et dunstende Giftblomstflor, 
og Dunsten staar hvid ud i Vejret 

ifra mine Næsebor. 
Det spirer i Hadets Have. 



Det koger, det koger. Jeg prøver 

forgæves at falde i Blund, 
jeg hører en Flaglines evige 

Klappren og Klappren mod Stangen, 
det pusler ved Døre, det lister 

paa Taa, der er Skridt i Gangen, 
min Puls gør gøende Stød 

som en halsende Helvedeshund. 
Det koger, det koger, det koger. 



27 



( 




VIII 



Alvilde, bring min Kappe og min Hat med Fjær i Top, 
jeg agter mig saa snart ud at ride. 
Hold Bøjlen frem, Slavinde, imens jeg stiger op 
og løb du selv tilfods ved min Side. 



Og spør man saa og undres hvad det er for en Blæst 
som suser over Bjærgene saa vide, 
da er det mig som kommer, det er mig som er tilhest 
og du som løber Hund ved min Side. 



Hej, rap dig nu min Ganger, forjegsigerjeg har Hast, 
jeg rider mig en Tur i mit Rige. 
Og segner du, Ålvilde, saa binder jeg dig fast, — 
Guds Kors, jeg rider Livet af dig. Pige. 



28 



IX 

Det koger, del koger af Vejr og Vind. 

En Banken naar mine Øren. 

Kom ind! 

Ingen staar udenfor Døren. 

Jeg ser den første Dag som var skabt, 
det ryger af den nyfødte Verden, 
jeg selv er et Liv. 
Ved Jordens yderste Grænse staar 
og ser fra Skyen udover Værket 

et stumt Ansigt 

Bad jeg om mit Liv da jeg laa i Mulmet? 
Fremad, min Blodhest, jeg rider paa en Ambolt, 
jeg er en rød Teglsten, rød af Blod, 
som har spist det gule For i en Kasket. 
Sig, banked der ikke paa Døren? 

Den Taage jeg ser, er det Dødens Land? 

Der ligger et livløst Hav derude 

og midt i Havet en blindfødt 0: 

det er Dødens Land. 

Jeg kommer, jeg breder Armene ud 

og synker imod dig evindelig 



29 



( 



X 

Nu er der gaat saa mangen Dag, og Dagene de iler. 
Min Sjæl er frisk og kold og haard, 
en Høst har stormet i dens Vaar. 

Jeg klager ikke mer, jeg nikker taus til alt og smiler. 

Hvi skulde vel en Sorg faa fylde Højene med Bulder 

og stanse hver en Vejfarssjæl? 

Jeg tramper ned med trodsig Hæl 
den Sorg jeg ej faar Plads til paa min gode, gamle 

Skulder. 

Jeg vandrer ind i Skogene, en Hersker uden Rige, 
en bøjet Mand, en hævet Aand, 
en falden Fod, en knyttet Haand, 

og hilser mig med Kaarden som min Overvinders 

Lige. 

Men sene Nætter sidder jeg og hører Ljaaer hvæsse 

og Fjed som over Jorden gaar. 

Et Ansigt hist i Skyen staar. 
Og Ødets Orgel bruser til den sidste lange Mæsse. 



30 



SKÆRGAARDSØ 



Nu glider Baaden 
mod Skærgaardsøen, 
en i Havet 
med grønne Strande. 
Her lever Blomster 
for ingens Øjne, 
de staar saa fremmed 
og ser mig lande. 

Mit Hjærte blir som 
en Fabelhave 
med samme Blomster 
som Øen ejer. 
De taler sammen 
og hvisker sælsomt, 
som Børn de mødes 
og ler og nejer. 

31 




Her var jeg kanske 
i Tidens Morgen 
som hvid Spiræa 
engang at finde. 
Jeg kender Duften 
igen fra fordum, 
jeg skælver midt i 
et gammelt Minde. 



Mit Øje lukkes, 
en jgærn Erindring 
har lagt mit Hode 
ned til min Skulder. 
Saa tætner Natten 
ind over Øen, 
kun Havet buldrer — 
Nirvanas Bulder. 



32 



DROT 

Min Gang er en Torden, min Næse er krum, 
mit Blik er som blinkende Biler. 
Jeg hersker i Landet som mægtig Drot, 
der skummer en Saltvandssjø mod mit Slot 
og Støtter i Stormen smiler. 

Gud fri dig, Prinsesse, jeg jager dig frem 
fra Havens de skjulteste Stier! 
Du flyr under Latter de Trapper op 
og kaster dig ned med din Venuskrop 
og lukker dit Øje og bier. 

Jeg leder dig hen. Du er stor og høj 
og skøn som en Gudernes Gave. 
Du kender og følger mit Fingerpeg, 
du lystrer og aabner din Favn til Leg 
— til Leg i din Rosenhave. 



33 
Det vilde Kor. 



( 



Alverden gaar under. Vi leger os bort 

mens Tider og Timer de iler. 

Det Lys over Himlen er Lynet blot 

og Bruset er Sjøen som bryder vort Slot. 

Og Støtter i Stormen smiler. 



34 



GRAVSTED 

Nej Herregud lad mig ikke forgaa 

i en Seng med Tæpper og Lagener paa 

og med vaade Næser tilstede. 

Lad mig rammes en Dag naar jeg intet ved 

og falde omkuld i Skogen et Sted 

hvor ingen vil komme og lede. 

Jeg kender vel Skogen, jeg er dens Søn, 
den vil ikke nægte min ringe Bøn 
at sovne tilslut paa dens Tue. 
Saa gir jeg igen, uden Taler og Styr, 
mit store Kadaver til alle dens Dyr, 
til Kraake, Rotte og Flue. 

Jojo jeg skal holde en Fest naar jeg dør, 
en Fest som skal skaffe de Næb og Klør 
og Tænder endel at bestille. 



35 




n 



Men Ekornen lægger sit Hode paaskraa 
og ser fra sin Kvist med de Øjne smaa 
som Menneskeøjne, den Lille. 



Saa blir der et rigeligt Maal til hver, 
og endda saa sidder den mætte Hær 
og piller det gode Taffel. 
Da ribber tilslut en Ørn mit Skelet, 
han blir paa Stedet til alt er ædt, 
saa trækker han ind sin Gaffel. 



Og sent paa Kvælden og Natten lang 
der lyder til Ære for Liget en Sang 
saa skøn som af nogen Klokker. 
Da faar jeg min sidste Ovation, 
for Uglen i egen høje Person 
vil tude som bare Pokker. 



Og Resten af hele mit jordiske Støv 

er dækket ved Gry i en Grav af Løv 

naar sluttet er Nattens Gammen. 

Farvel, mine Venner! Jeg mætted Jær bra! 

— Men alt dette Løv hvor kommer det fra? 

Jo Vinden har fejet det sammen. 



36 



UNGT SPIL 

Her er ved Klaveret en Blomsterduft 
som Duft fra en Foraarshave. 
Den staar fra dit Legem, din Pigehud, 
du bøjer din Hals over Noterne ud 
og Duften slaar op bag din Krave. 

Der lægger sig Guld for mit dunkle Blik 
og kælen Musik i mit Øre. 
Jeg ved ikke om jeg skal staa eller gaa, 
din lokkende Ungdom forvirrer mig saa, 
jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. 



O evige Ungdom, jeg er din Træl, 
din Slave saa langt og længe 
for ikkun et Kys paa dit Støvlebaand 
Da dør for den rosenneglede Haand 
det farlige Spil paa Strænge. 



37 




Hvad nu? Hun er borte, en Dør faldt i, 
jeg bad hende altfor ilde. 
O underligt er det med Hjærtets Spil: 
jeg bytter de andre som straks slog til 
for hende som ikke vilde. 



38 



LINA 



O væk mig imorgen, du blanke Sol, 
for Lina er tidlig paafode. 
Hun gaar med sin Rive paa Engen ud, 
en Særk og et Skørt er den Piges Skrud, 
men Øjet er blaat som den blaa Viol 
og kruset og bart hendes Hode. 



De Fodspor i Duggen gir god Besked, 
jeg følger dem lige til Grinden. 
Godmorgen, min Pige, idag som igaar! 
Saa herrensvelsignet du ler der du staar! 
— Da lyder en Kalden. Hun ryger afsted, 
men kysser mig gærne forinden. 



39 




Jeg takker dig, Lina, for alt jeg fik 
hver Morgen med Sol i Østen. 
Vel maatte du bort naar den Kalden lød, 
for, Lina, det var jo din Kærest du snød. 
Men mig gav du Lov med dit første Nik 
— med ham staar du Brud til Høsten. 



40 



EFTER FESTEN 

Jeg hører kun Nirvana spille; 
Alverden sover, Dagen gryr. 
En Lom har skræmt sig selv og flyr, 
saa ligger Vandet atter graat og stille. 



Det suser dødt i mine Øren 

Jeg mindes kun fra Festens Larm 
den Storm som løfted hendes Barm 
og saa det sidste røde Smil i Døren. 



Din Aande dufted af Violer, 
hvem var det for, du Pige smaa? 
Mig var det ej du aanded paa. 
O du og han var lig to vilde Foler! 



41 




Jeg hører kun Nirvana spille; 
Alverden sover, Dagen gryr. 
Jeg slukker hvad hun slog i Fyr, 
saa ligger Hjærtet atter graat og stille. 



42 



HØSTNAT 

Det tasser og lever i Skogen 

endskønt det er Natten og alt er til Ro. 

Jeg ligger paa Ryggen og tænker i Mørke 

og kender mig stille og fro. 

Jeg ligger og skriver mod Himlen 

og henover Stjærnernes Hær med min Sko. 

Det tasser og sysler i Skogen. 

Den Lyd ifra Straaene kender jeg før; 

de syded saa gule idag i Solen, 

nu knækker de over og dør. 

Og Granernes Naale falder, 

den Lyd er saa inderlig liden og skør. 

Det er ikke andet som lyder. 

Men sligt er vel Fare og Støj for en Mus? 

Da skælver hun ind under Lyng eller Blade 

og har ikke bedre Hus. 

Jeg tænker: hvor lydløst dét lever 

som lever hemede i Grams og Grus! 



43 




En ser dem iblandt fare sammen 

og puste med Brystet saa dirrende tidt 

og vente saa raadvildt om noget vil hænde 

naar Mennesket nærmer sig lidt. 

Det er vel naar Mennesket kommer 

for Musen som Bjærge der kommer i Skridt. 

Det strømmer ind paa mig altsammen 

at alle de bittesmaa Liv er nær. 

Som jeg er saa svær for disse, har alle 

et noget som sværere er. 

Jeg rykker min Sko tilbage 

som skrev over Himlen og S^ærnernes Hær. 



44 



ALRUNEN 

I 
Der staar den og gror 

Der staar den og gror i det farlige Krat 

i Simlas og Vindhyas Fjælde. 

Den stenes af Maanen den lange Nat 

og Fan puster Dug i dens Bjælde. 

Dens Frugt er til intet, men Roden en Skat 

af drivende Lyst og Lune. 

Og det er den Rod Alrune. 

Den byder til alle sin sælsomme Gunst 

og tumler med Menneskers Sanser: 

en lægger den øde, en dør i dens Dunst, 

en ler som en Fjollet og danser. 

En skænker den Hadet med grusom Kunst 

saa Øjnene gløder brune. 

For det er den Rod Alrune. 



45 




Men stundom en eneste lunefuld Gang 

gaar Himmel og Sol den isinde, 

og Elskovens Lyst som den før betvang 

den skænker den nu iblinde. 

Og Mennesket synker i Rosers Fang 

i Suset fra Ilrapune. 

Se, slig er den Rod Alrune. 



46 



II 

Alrunen er en Mester 

Tre Torsdagsnætter Pigen ses at træde 
i Dalen ned til Ilrapunes Leje. 
Der faar hun Hekseplantens Rod i Eje 
og hendes brune Øjne ler af Glæde. 

En Hyrde her i Bjærget vil hun binde 
og dele tro med ham al Livets Byrde. 
O Himalajas Datter, husk din Hyrde, 
han er den skønneste, som er at findel 

Og dine Arme er saa tro og lune 
og dine Bryster spænder sig som Krukker, 
og for din Hyrde tigger du og sukker . . . 
Da knækker Kvistene ved Ilrapune. 



47 




Hun skjuler fluks Alrunens Rod i Barmen, 
der staar en vældig Jæger op fra Sivet, 
en Dyredrot i loddent Skind om Livet. 
Han hilser efter Landets Skik med Armen. 



O Himalajas Datter, luk dit Øje, 
hans Blik er Jærn, din Hyrdetid er omme! 
Du staar og puster blot og ser ham komme, 
og aldrig dine Bryster var saa høje. 

En grov og herlig Gud fra Simlas Fjælde, 
en Hersker med et Favntag uden Lige. 
Der lugter Vildt af Guden, lille Pige, 
du bræger under disse Lemmers Vælde . . . 



Alrunen er en Mester i Kabbalen: 
vi tror dig, Pige, kæmpe og besvime, 
du er den Gud ivold paa Qerde Time 
til Solen gør det altfor lyst i Dalen. 



48 



III 

Under Vinhøsten 

De høster sin Vin under Klokkeklang 

og ellevildt Væsen af Spurvene. 

En Yngling i Vaaben skønt Dagen er hed, 

en Pige i Sarafansgala er med, 

de hjælper hinanden med Kurvene. 

Ikvæld blir der Fest i den ganske By 

for Livet, Guds Moder og Druerne 

Saa høster de tvende det sidste ind 

og stanser og hvisker ved Havens Grind 

for ikke at høres fra Stuerne. 



Han kysser den Pige for første Gang 
— en Gysen af Lyst gennem Kroppene, 
et Pust fra en Verden i gyldent og grønt. 
Gud hjælpe mig, Børn, hvor I leger skønt, 
hvor begge er røde i Toppene! 



49 
Det vilde Kor. 




Hun danser om Kvælden med en, med to 
og danser dem alle til Tjeneste. 
Men en har hun skænket sin Jomfrutro, 
hos ham vil hun bygge og bo og bero, 
og han er af alle den eneste. 



Saa er det den Hetman i al sin Puds 
han spansker sig modigt i Læggene. 
Men Pigen hun nægter ham hver en Dans, 
da tier den Hetman i al sin Glans 
og stryger sig bitter langs Væggene. 



Saa er det den Yngling, før Solen staar op 
da ligger han død under Pilene. 
Jeg gjorde det I skriger den Hetman med Glans, 
jeg elsker den Pige dér staar som var hans; 
en gør hvad en gør mellem Hvilene! 



De dømmer hans Synd, de skammer hans Bram 
og kalder ham Daaren og Praleren. 
Staar Ynglingen op, svarer Hetman koldt, 
jeg volder ham atter den Død jeg har voldt! 
Da stirrer den Pige paa Taleren. 



50 



Hun ser ham ved Morgen, hun ser ham i Sol 
og kender et Ryk gennem Sanserne: 

Jeg mener jeg tror jeg faar Hetman kær 

Der tramper paa Vejen en kommende Hær, 
en Ordenscordon under Lanserne. 



De ringer ham ind og slaar ham i Jærn, 

han retter sig trøstigt i Knæerne. 

Saa fører de Hetman ad Vejen ned, 

og Pigen — o Under 1 — slaar Følge med. 

Og Spurvene kvidrer i Træerne. 



Men Pige hvad vil du? hvor gaar du hen? 
vel ikke med Manden i Lænkerne? 
Da buldrer, da stiger det op mod Sky: 
Alrunen — Alrunen var Gæst i vor By, 
Alrunen var ude med Rænkerne! 



51 




IV 
Højsang 

Højs. 7, 13 

o se ikke paa mig, min Konge, 
naar ud du kommer fra Salen. 
Jeg brændtes saa sort af Solen, 
jeg er dog en Rose i Saron, 
jeg er dog en Lilje i Dalen. 

Dig ropte jeg efter, min Konge, 
og Vægterne hørte mig haabe. 
Jerusalems Døtre hjalp mig, 
vi fandt dig i Nøddehaven, 
jeg slap ej din Kongekaabe. 

O se ham, Jerusalems Døtre, 
han er som en Hind paa Højen, 
han er som en Raa paa Bjærget. 
Som Hinden og Raaen den flyver 
slig er han imod mig fløjen. 



52 



Nu Sangenes Tid er inde 
og Vinterens Dage svundne. 
Se, Blomster er sete i Landet, 
de Duers Røster er hørte 
og Druer i Blomst er fundne. 

O før mig, min Kærest, til Haven 
hvor Blomsterne staar og lugter. 
Jeg reder vort Leje med Blomster, 
din Kærlighed er vort Dække, 
min er som de søde Frugter. 

Kom med til min Moders Stue, 
jeg elsker dig saa, du Kære. 
Jeg sanked Alruner sammen, 
der er baade gamle og nye, 
til dig skal de alle være. 

O kys mig. Din Mund er dejlig, 
den er som den røde Lilje. 
Jeg kender mig liflig af Elskov, 
o før mig til Moders Kammer 
og tag mig efter min Vilje. 



53 




MØNSTERBO 



En Birk og en Hassel i Skogen 
beslutted at sætte et Mønsterbo. 
Der stod de og gned sig sammen 
saa begge fik Saar paa Stammen. 
De elsker, sa Forstpsykologen, 
og det er jo yndigt, skulde jeg tro. 



Der stod da de Træer i Skogen 
og drev til det yderste Mønsterbo. 
Han gned som en Bælgetræder, 
hun gren og knirked som Læder. 
De tørrer, sa Forstpsykologen, 
men begge har engang villet det jo. 



54 



Saa var det de Træer i Skogen 

og deres Ide med et Mønsterbo, 

en Vaar da hver Busk fik Blomme 

stod disse saa tørre og tomme. 

De døde, sa Forstpsykologen, 

de gned sig et Saar som aldrig fik gro. 



55 




ALLE BORTE 



Alle borte, Huset vort, 

og Aftenen er lummer. 

De sidder der, jeg spiller her, 

saa falder De i Slummer. 

Og naar jeg slutter, vaagner De 

naturligvis belejligt 

og siger: Hvad var det for Spil? 

Aa spil det endnu engang til, 

for Gud, hvor det var dejligt I 



Alle borte. Huset vort, 

og Aftenen er lummer. 

Jeg spiller her, han sidder der, 

nu er han faldt i Slummer .... 

Men hvad er det? De rører Dem, 



56 



De vaagner ubelejligt. 
Men sig, hvad er det dog De vil? 
— Jeg kysser Dem. Aa engang til! 
For Gud, hvor det var dejligt! 



57 




DUTTENS VISE 

I Kvældingen kom hun og bad om Ly 
den brune husvilde Pige. 
Hun var saa stille, hun var saa sky, 
men gal som den unge Kvige. 



Og ikke saa kom du til Fyrstens Slot, 
et Kot er mit hele Rige. 
Men del mit Leje og varm dig blot 
og vær velkommen, min Pige. 



Om Morgenen klædte den Pige sig paa 
og bad mig Levvel tillige. 
Men der hvor hun stod blev hun ved at staa 
og vilde slet ikke vige. 



58 




Da førte jeg hende til yderste Port 
og ud af mit hele Rige. 
Da førte jeg kanske min Lykke bort — 
jeg kan ikke mere sige. 



59 




/ VENTETIDEN 

Nej intet er som første Gang 

at vente og at rødme. 

Vel venter jeg ham nu igen 

og haaber paa hans Komme; men 

For intet er som første Gang 

med al dens gode Sødme. 



Den første Gang var bag en Hæk 
og Græsset var vort Sæde. 
Men siden blev det mangt et Sted 
med lukket Dør og Mørke med. 
Men intet er som bag en Hæk 
i Hjærtets første Glæde. 



60 



Vel venter jeg ham nu ikvæld 
og gør mig muntert rede. 
Jeg husker hvert et Kys fra før 
og kender hvert et Greb han gør. 
Vel venter jeg ham nu ikvæld, 
men med en bitter Lede. 



Han drøjer. Kanske har han nu 
engang et andet Møde. 
Ja gaa, min Ven, til hvem du vil, 
jeg lægger mig og takker til ... . 
Nej hør, min Ven, du drøjer saa, 
du piner mig tildøde I 



61 




GAMMEL JOMFRU 

Hun sidder med Lampen paa Bordet 

i Briller og Kappe og Sjal 

og tørrer iblandt sine Øjne 

og strikker og lægger Kabbal. 

Hun løfter sig sjælden af Stolen nu, 

Bevægelse er denne Jomfru en Gru, 

for Gigten er bleven saa gal. 



Men engang saa kunde den Jomfru 

jo løfte sig op fra en Stoll 

Og engang saa traf hendes Blikke 

saa sikkert som nogen Pistol! 

Da var der ej Mand i den ganske By 

som ej maatte falde for dem eller fly; 

selv stod hun saa l^ærn som en Sol. 



62 



Men engang saa kom jo den rette, 

da tabte Jomfruen saa kry: 

han flagred til fremmede Lande 

og hun sad igen i sin By. 

Da ia hun og la hun Kabbaler om ham 

saa inderlig spændt som et lidet Lam. 

Men Tiden kan ingen fly. 



Ak Tiden er stedse en sikker Betaler. 
Der er nu Jomfruen som engang var Sol, 
om Kvælden saa synker hun ned i sin Stol 
og strikker sin Strømpe og lægger Kabbaler. 



Hun lægger om alt i det daglige Virke: 
om Strømpen blir færdig til Ugen engang, 
om Zviblen vil blomstre, om Vintren blir lang 
og om hun til Vaaren kan komme i Kirke. 



Kortsagt en Kabbal før hun gaar sig og sover 
er bleven Jomfruen saa gammel og gængs. 
Nu er det at Katta skal være tilsengs, 
og om hun vil staa det saa lykkeligt over. 



63 




TORA SYNGER 

Gaverne hans de var snare at gæmme, 
for han ejed ej Gods paa denne Jord. 
Fejlene hans de var lette at glemme, 
men aldrig saa glemmer jeg hans Ord. 



Dansene hans de var vilde og gale, 
mig var han saa lydig og saa tam. 
Hælen hans slog Taget i Lensmandens Sale, 
og aldrig saa jeg nogen som ham. 



Armene hans de var myge at kende 
og Øjet hans var blaat som en Sjø. 
Viserne sine de sang han uden Ende 
lige til den Dag han maatte dø ... . 



64 



Dagene mine de blir saa saare lange 
og Døden saa unaadig og saa sen. 
Tankerne mine de er ofte saa mange 
— og endda saa har jeg bare en. 



65 
■Det Tilde Kor. 




BETRAGTNING 

I Orienten er de rigtig Skam at mælde fæle, 
mens vi er noksaa reformerte og katolske Sjæle. 
De kalder deres Gud for Allah, Bibelen Koran, 
en Djævel har de ogsaa nok, men ingen ægte Fan. 



Men tænk, de mener det var dem som engang Krist 

annammed, 
og denne deres egen Krist ham kalder de Muhammed. 
Ved slig en »Øjenskalk« og »Øgleunge« blir de frelst. 
Hehe, i Orienten tror de altsaa hvadsomhelst ! 



Jeg sa dem engang lige ud at skal man salig vorde 
saa maa man være Faar i en af Kristenhedens Hjorde. 
Moskeer hvad er det for noget? Kirker skal I ha. 
En Hedning faar jo ingen Salighed. Åa langtifra. 



66 



Men tog de nogen Lærdom af mit Ord? Nej ingenlunde. 
Og var der Hedninger saa var det vi, de »kristne 

Hunde«. 

Og hvis jeg ikke trodde paa Koranen var jeg dømt 

Om slig en Klippetro som deres har jeg aldrig drømt. 

Men se, nu er det Gud blir vred. Han taaler ej 

Chikanen. 
Han styrter baade Allah selv, Muhammed og Koranen. 
Og efterhvert som Folk i Orienten dør og dør 
gør Gud sin store Ret med dem, som det sig hør og bør. 

Se, dette kunde være Tekst for mangen Søndagstale, 
for Orientens Hedendom den er en ren Skandale. 
Vel taaler Gud den langt og lar den naadig yngle op; 
men just ved Døden maa og skal hans Naade sige Stop. 

Hvad er det nemlig her det gælder ? Ih du milde Skaber^ 
de Folk de lever jo og dør i Tro paa en Araber. 
Muhammed var, tror disse Folk, den største Guds Profet ; 
men Gud han ved at de tar fejl af Nationalitet. 

Han gav til Offer for vor Synd sin Søn, og han var Jøde^ 

og kun paa ham skal Slægten tro ilive og tildøde 

Ja dette er det største Ord saalænge Verden staar 
og burde jævnlig friskes op blandt alle ægte Faar. 



67 




DET SUK GENNEM SKABNINGEN 

Det »Suk gennem Skabningen € Paulus har hørt 

skal Synden ha Skylden for dette? 

Jeg vaager det lille ærbødige Muk 

at Kønnet er Skylden i Pauli Suk. 

Og lige til bedre Beviser er ført 

saa holder jeg mit for det rette. 

Hvad er det som sukker i Skog og i Mark? 
En Han som har Blik for en Hende. 
Og sukker hun ogsaa en Smule for ham 
saa hopper de sammen i Synd og Skam. 
Og ligedan er det i Menneskens Ark 
og blir det til Dagenes Ende. 

Til Dagenes Ende? Nej stop, der er Raad 

for denne forhippede Maade. 

Her ligefrem lever og dør vi i Synd 

og hopper til Knæet omkap i vort Dynd; 

men nu er jeg ude i Redningsbaad 

og bjærger os lidt i min Naade. 



68 



I Femtenaarsalderen havde vi lært 
at — Noksagt det skal vi forsage. 
Men da vi var vokset til Sneset åf Aar 
blev det at forsage — naavel, man forstaar. 
Og Læren blev simpelthen rent forkært 
i Trediveaarenes Dage. 

Hvad saa? tænkte jeg i Enfoldighed da, 
er muligens Klostret det rette? 
Men nej, det var atter en daarlig Ide, 
for Nonner det vilde jeg ikke faa se. 
Og Nonner foruden — aa langtifra! 
Saa slog jeg en Streg over dette. 

Men Tiden den lakked og Pokker var løs, 
det Suk i min Skabning blev værre. 
Da tænkte jeg: Midlet mod omtalte Ve 
tør bli de berømte Et Tusind og Tre. 
Men der var min Tanke for luksuriøs,, 
det lar sig nok gøre med færre. 

Og Tiden den lakked. Jeg saa efterhvert 
at Enden paa Visen var given. 
Nej hellige Fader Origenes, du 
fandt endelig Midlet og skar dig itu. 
Kortsagt det var Frelsen. Jeg brød overtvært 
og langede ud efter Kniven. 



69 




Da var det paa Bospor jeg første Gang saa 

Eunuker i Haremets Joller. 

Men kære — ? Nej Gud sig forbarme for Liv! 

Paa Stedet fordømte jeg Brugen af Kniv. 

Endvidere saa jeg Tyrkinderne gaa 

med Bryster saa spændte som Boller. 

Men dét var om Vaaren. Men Vaaren den gik 

og Aar efter Aar fulgte efter. 

Og lidt efterhvert som min Modenhed kom 

forundtes jeg Ro til at tænke mig om: 

Jo Maadehold var en fortræffelig Skik 

for Penge, for Tid og for Kræfter. 

Saa lyt da til en med Erfaring og Aar, 

en Frelsermand lar Eder kalde: 

I Unge skal sandelig stande paa Vagt 

og ta Jær paa sømmelig Maade iagt. 

Men er det nødvendigt, saan anden hver Vaar, 

saa, siger jeg, saa faar I — falde. 



70 



TIL FRØKEN S*** 

De skriver det er dumt af mig at holde mig saakry; 
endskønt man slaar mig ned i mange Blade 
saa, løfter jeg mit Hode »som en Nar op modSkyc. 
— Ja Gudskelov, mit Sind er af de glade. 

Men noget har De Ret i: at jeg ikke er »af Navne — 

en Lod som ellers heldigvis er fleres. 

Men jeg har hele Tiden bittert følt det som et Savn. 

For det er efter Navnet vi takseres. 

Og tænk, i hvilken Grad det vilde været mig til Gavn 

om jeg eksempelvis har baaret Deres. 



Men jeg er lykkelig ikvæld, for jeg har nye Sko 
og endda har jeg Penge i min Taske, 
og endda kan jeg. klare mig en Maaned eller to, 
og Lyset brænder festligt i sin Flaske. 



71 




De skriver at desværre er jeg »vistnok ganske gale 
Jeg ler til sligt som Hul paa Knæ og Sokker, 
men graater nok til hvad De vilde kalde mindre Kval. 

Og vaagner jeg og Stemningen mig lokker 

jeg synger Gud en Visestump og Satan en Koral. 

Og det er noget De forstaar, for Pokker. 



Saa »ønsker De at sige« at jeg ingen Digter er; 
ti kalder De mig »ret og slet Forfatter«. 

— Aa ingen Aarsag, kære, gør Dem intet Besvær, 
og tag mig ikke ilde op min Latter. 

Men naar De tror >en myndig Røst« kan slaa mit 

Værk i Grus 
da er dét, Frøken, næppe let at gøre. 
Og Dem undtagen er jeg hidtil bidt af bare Lus. 

De skriver jeg har stængt mig alle Døre. 

— Min Frøken, De vil aabne mig hvert Rum i 

Deres Hus 
saalænge jeg min lille Pen kan føre. 



Paris 



72 



UNDSKYLDNING 

Saa, atter et Brev fra en harmfuld Sjæl 
med Strips for de Saar jeg har revet. 
Nu endelig fik jeg den rammende Pæl 
gennem mig og alt jeg har skrevet! 



Jeg ber da den Sjæl om Forladelse for 
den Synd jeg igen har bedrevet, 
og derpaa om mulig Tilgivelse naar 
jeg tænder min Snadde med Brevet. 

Tilslut bør jeg be selve Magterne som 
har gjort mig til det jeg er blevet — 
hos dem bør jeg endog forhøre mig om 
Undskyldning fordi jeg har levet. 



73 




HVAD SUSER I NATTEN 



I 



Jeg vanker indover det brune Fjæld, 
jeg har ikke Heste, jeg har ikke Kusk, 
og nu er det Kvæld. 
Og Himlen slukner og Mørket kommer. 
Men nu er der Hus under hver en Busk 
for nu er det Sommer. 



Jeg kender mig stedt i en vaagen Blund. 
Det synes som Himlen og Jorden er et 
nu i Nattens Stund. 
Det lyder som Jorden i Søvne dier. 
Hvad suser i Natten som ingen har set 
og som aldrig tier? 



74 



Da bæver jeg ved hvad jeg ligger og tror, 

min Tanke drømmer afsted — afsted 

paa de vilde Spor: 

om Natten Kloderne møder Kloder, 

og kanske suser en Stjærne ned 

til dig, vor Moder 



Jeg lytter til Suset fra Tinder og Dal 

og kender min Sjæl klinge ind som en Stræng 

i den store Koral. 

Saa dækker et Mulm mine Drømmes Stier, 

jeg falder i Søvn paa min Moseseng. 

Og alting tier. 



75 




II 



Og Solen gaar op med sit gule Væld, 
og Fuglene hopper og Maurene gaar 
i det stille Fjæld. 

Og Myggenes Sværme begynder at syde 
og Lyngens og Blaaklokkens Hjærter slaar 
med skælvende Lyde. 

Der frugtes og grødes en Sommernat 
naar Kloderne hvisker hinanden sit Savn 
og Stævne har sat. 

Det var sig engang at en Sjæl var tilstede 
da Jorden aabned sin længtende Favn 
— og Stjærnen var nede. 



76 



OM HUNDREDE AAR ER ALTING GLEMT 

Jeg driver iaften og tænker og strider, 
jeg synes jeg er som en kantret Baad, 
og alt hvad jeg jamrer og alt hvad jeg lider 
saa ser jeg mig ingen Raad. 

Men hvi skal jeg være saa haardt beklemt? 

Om Hundrede Aar er alting glemt. 

Da hopper jeg heller og synger en Vise 
og holder mit Liv for en skøn Roman. 
Jeg æder ved Gud som en fuldvoksen Rise 
og drikker som bare Fan. 

Men hvi skal jeg fare med al den Skæmt? 

Om Hundrede Aar er alting glemt. 

Saa stanser jeg virkelig heller Striden 
og ganger tilsjøs med min pinte Sjæl. 
Der finder nok Verden mig engang siden 
saa bitterlig druknet ihjæl. 

Men hvi skal jeg ende saa altfor slemt? 

Om Hundrede Aar er alting glemt. 



77 




Aa nej, det er bedre at rusle og leve 

og skrive en Bog til hver kommende Jol 

og stige tilslut til en Versets Greve 

og dø som Romanens Mogul. 

Da er der blot dette som gør mig forøtemt 
om Hundrede Aar er alting glemt. 



78 



VED NYINGEN 



Jeg gaar og pusler i Skogen 
og tænder et Baal ved Kvæld. 
Der slukner en Dag i Venten 
og Maanen staar halvt paahæld. 

Alverden er gaat til Hvile, 
det tier fra Busk og Sti, 
kun Flagermusvinger puster 
i Nyingens Skin forbi. 



Mit Hjærte dovner og drømmer 
og stilner som i en Rus. 
Omkring mig vælder fra Skogen 
et sagte evindeligt Sus. 



79 




GODNAT HERINDE 



Nu ruger Nat over Enge 

og alt i Mørke forgaar. 

Jeg lytter her fra min Rude, 

det tier saa tomt derude, 

det er som naar Klokken staar. 



Da hører jeg Røster kalde 
som op fra en Huldreby. 
Jeg ved det er mig de vil finde. 
Godnat da I to herinde! 
Jeg kommer igen ved Gry. 

Saa gik jeg mig ud i Natten 
og droges saa sælsomt hen. 
Gud naade hver Far og Mage 
som vel fandt sin Vej tilbage, 
men aldrig kom helt igen! 



80 



TONEN 

Der synger i mig en Tone, 
den kendes saa tung og saa gul af Guld, 
jeg selv blir en Herre af Rigdom fuld, 
en Konge i Kaabe og Krone. 

Staar Natten stum mod min Rude 
da synger den Guldlyd igennem mit Sind, 
den slynger min Tanke fra Tind til Tind 
til mange Verdner derude. 



Den bær mig til andre Kloder, 
hvor Stjærnerne svømmer som efter 0. 
Det er som mit Hjærte af Lykke skal dø 
til lange, brusende Noder. 



81 
Det vilde Kor. 



EFTER AFSKEDEN 

Ti stille, I Fugle, og lad mig i Fred, 

og lad mig i Fred. 
Jeg tuller og luller og graater 
og prøver at nynne det hen — 
hun rejste idag, hun er borte 
og kommer vel aldrig igen. 
Ti stille, I Fugle, og lad mig i Fred. 

Og kommer vel aldrig igen. 

Just her under Løvet her gik hun saa tidt, 

her gik hun saa tidt. 
Hun nynned og plukked sig Blomster 
og sprang som et Barn og lo — 
jeg staar her og mindes det hele 
og finder slet ingen Ro. 
Just her under Løvet her gik hun saa tidt. 

Og finder slet ingen Ro. 



82 



Jeg tør ikke søge min Stue igen, 

min Stue igen. 
Der satte hun Blomster og Buske, 
der lød vore muntre Ord. 
Vi havde vor Glæde sammen, 
og nu er hun gaat ombord. 
Jeg tør ikke søge min Stue igen. 

Og nu er hun gaat ombord. 



83 




SVEND HERLUFSENS ORD 

I 
Min Kærest er som den 

Der lever i Ostindien en Rov-Edderkop 
af Skabning og af Farve som en rød Orchidé. 
Den ligger midt i Dagen forat ses og at se, 
med Ben til alle Kanter og med Bugen vendt op. 
Den ligger der saa længe og urørlig som Døden. 



Og Sommerfuglen kender ej den Rov-Edderkop, 
han svirrer om den herlige, den røde Orchidé 
som ligger midt i Dagen og hver Sommerfugl kan se. 
Han flyver ned paa Blomsten. Han flyver aldrig op. 
Han fløj i Favn med Døden. 



84 



Saa ligger Orchidéen der saa livløs som før. 
Og nye Sommerfuglefyrer søger den — og dør. 
Og hver Gang ligger Blomsten der urørlig igen. 

Min Kærest er som den. 



85 




II 

Og du vil vide 

Og du yil yide hvordan Pigen gøres elskovsvarm 

og hvordan du din egen Ild skal røbe? 

Du kort og godt annammer hende til din slemme 

Barm 
— at sige, hvis hun ikke lar sig købe. 



Og du vil vide hvordan Pigen holdes elskovsvarm 
og hvordan hun skal hindres fra at løbe? 
Saa ofte du omslynger hende en Gang med din Arm 
omslyng hende fire med din Svøbe. 



86 



III 

Jeg har det 

Jeg har det: denne gale Tvang i Panden, 

én Tanke blot ihvor jeg gik og stod, 

den kommer af Slidtage paa Forstanden. 

Der gaar en Vals af Flammer i mit Blod 

og Gulvet staar i Rødt her for min Fod — 

det er en Pibebrand — en Pibebrand, for Fanden, 

det brænder blot i al min gamle Sod. 



Guds Hellige! Jeg steg mig ind i Stuen, 
kun Maanen stod og saa derpaa, bobo, 
og der var blot et Mundens Nej bos Duen, 
bun krummed sig og krammed sig saa fro. 
Vi brused blinde sammen begge to. 
Saa døde Ild og Mørje ud paa Gruen. 
Mit Hjærte det laa rødt og grovt og lo. 



87 




Og vældigt havde Kærligheden hende, 
hun var mig helt hj ærtinderlig min Brud. 
Men denne Gang tog al min Fryd en Ende: 
jeg nejer mig i Grus paa hendes Bud, 
jeg ber til hende som jeg ber til Gud — 

forgæves alt Fy Fanden, for Elende! 

En Pibebrand som aldrig slukkes udi 



88 



IV 

Se, Natten er Livet 

Hvor lyder den Knurren i Natten rolig! 

Læg Øret til Jorden og hør: 

evindelig kommer den, kendt og fortrolig 

en Tone som aldrig dør. 

Hvad er det? Det lyder som Vin der gærer. 

Du fejler. Det syder og ætser og tærer. 

— En Verden som ligger og klør. 



Hvad — venter du Stilhed i Natters Tide 

naar Vaaren og Livet gryr? 

Det dirrer af Kampe saa vidt og vide 

som Dyr monne møde Dyr. 

Og Skabningen nappes og næses og narres 

og Skabningen prøves og pines og parres, 

og Øje slaar Øje i Fyr. 



»9 




Ind rykker en Vandrer i Midnattens Time 

i dine velsignede Kaar. 

En Vunde er Vunde, men dette en Strime 

Omstændighederne slaar. 

Du lapper dig sammen med Jeremiader 

og drikker dig fuld med fortvivlede Lader 

— alt sligt som er godt for Saar. 

Du møder et Tog som du evigt vil huske — 
hvad er det de Skabninger gør? 
For Fan, det er Heste som kører med Kuske 
og smælder en faglig Honnør. 

— Se, Natten er Livet og Kvinden dets Hersker, 
og Manden er Oksen i Verden som tærsker 
den Tone der aldrig dør. 



90 



HIMMELBREV TIL BYRON 

Nu, Ridder, er Tiden at komme tilbage! 
Vort Liv smittes ned af Arbejderkrapyl, 

af Fredspratets Plage, 

af Kvindesagshyl. 
Vor Jord blev den lumreste Ulddycjs Asyl. 

Hvem er det i vor Tid som kror sig og knejser? 

Jo Slavernes Fører, samt Polfarerhelten ; 

naa — Filatelisten er ogsaa i Vælten 

og samtlige savlende Digterstabejser. 

I din Tid var Aanden en anden at se, 

Jaers Helle — af dem vilde Nutiden le, 

I havde blot sligt som den Kongernes Kejser. 

Selv stod du i Løftningen paa din Galej 

og pegte med Sværdet til Slagmarken Vej. 

Og Sværdet var blankt 

og Armen var stiv, 

og Modet var rankt 

og Troen naiv. 
Her hvælved du Kuplen over dit Liv. 



91 




Nu vandrer saa varligt den Digter frem 

og steller sig venligt med Folk og Teater, 

og Himlen velsigner de tjente Dukater 

saa Børnene engang faar Nytte af dem. 

I Frisind og Fremskridt er ingen som han, 

at sige saa langt det med Læmpe gaar an: 

han skriver, han graater, han flammer og gløder 

mod Tyrken imellem Armeniens Jøder. 

Med Aarene faar han Vorherre i Sind, 

og vaager man Gud for Jehova at stave 

da retter han strængelig Navnet til Jahve 

og griber vidunderlig frisindet ind. t 

Hver Jul har han færdig sin gode Roman, 
saa passelig dyr og saa passelig modig; 
man undres, — den Mand er da mærkelig frodig 
som helt ind i Støvet kan tappe sin Kran. 
Og nævn mig den Broder som gævere er? 
Jo han som slaar alle Nordens Rekorder, 
som endog omsider fik Svenskerne kær 
og viste sit praktiske Blik ogsaa her, 
som samler og signer og overantvorder 

os Jordkloden afholdt, ja rent populær 

Slig gaar da den Digter og digter og regner 
og regner og digter til Dagen han segner. 
Og Præsten berømmer den Døde ved Kisten 
at her har vi mistet en skikkelig Kar; 
det var i sin Ungdom han stormfuld var. 



92 




men her var han endt som en tæmmet Kristen. 

Hvad bedre kan siges om Tidens Geni 

naar hele hans lysende Liv er forbi? 

Han brugte sin Kraft i alt Godtfolks Tjeneste 

og hævded bestandig det bedste og peneste. 

Hvad bedre kan siges om Tidens Poet? 

Han skrev som en Træl, som om Boden var kornløs, 

men leved og døde i Stabilitet. 

Og Konen? Selv hun var af den Bonitet 

at Gudskelov Manden begravedes hornløs. 

Saa far da, du Landets Højlovede, hen 

Nu, Digter, er Tiden at komme igen! 

Der skrider en Engel 

med sænkede Vinger 

igennem din Elskovs 

tungsindige Bog. 

Til Pigen fra Malory, 

Pigen fra Malory 

gaar dine Tanker 

og lyder dit Sprog. 

O Pigen fra Malory, 

Lille-Bells Moder, 

hører ej dog. 
Hvad hun gjorde er gjort: 
hun var kold, hun gik bort. 
Saa taug hun for Verden og lukked sig inde. 



93 




Kom nu, skal du høre en Nutidsheltinde! 

Hun skjuler sig ej som din Malory-Pige 
og tier ej bly om sin egen Skam, 
hun heller bekender med Brask og Bram 
og gør sig berømt over Land og Rige. 
Hun stiller sig offentlig ud som en Gold, 
den Rene, den Kolde, som ingen kan klandre, 
hun tværtimod knejser og haaner de andre 
som endnu har hele sit Køn i Behold. 
Hun skriver i Blade, hun taler paa Møder: 
her ser I en ægte og tidsmæssig Mø; 
jeg skøtter Budgetter for Land og for Sjø, 
I andre forelsker Jær, giftes og føder — 
Jærs Type forsvinder, om lidt vil den dø! 
Hun hæver sin Røst i hver Strid for Dagen, 
blir kælen og øm som en elskovsfuld Kat 
ved Spørgsmaal om Landets og Byens Skat, 
ved sportslige Stævner og Stemmeretssagen — 
her griber hun fyrigt og kvindeligt fat. 
Dog tar hun saa tidt sine haardeste Tøm 
i Sager om Ægteskab, Elskov og Børn, 
som har hun Alverdens Erfaring paa Bagen. 
Slig gaar hun da om gennem Landet og Byen 
og holder sit Liv for en gylden Reform. 
Og ingen tør mene at hun er abnorm; 
ti stikker hun frejdigt sin Næse mod Skyen 
og spotter hver Storm. 



94 



Men Sangen — Sangen den drager af Lande 
og Hylet det høres i Gade og Dal: 
Arbejderbevægelse, Damp, Kapital, 
ja Hyl over alle hvilende Vande. 

Men Sangen drager af Lande. 



Der hørtes en Tone fra dine Øer 
om Piger og Helte og Livets Musik 
og Morilden i det forelskede Blik — 
den lyder ej mere om Nutidens Møer. 
Ti Sangen drager af Lande. 



De saa det de Vidner ved Hellas' Mure 
hvor Sværdet kan rydde mens Ridderen ler. 
Men Nutidens Kejser faar ondt hvis det sker, 
han roper med fredlyste hollandske Bure. 
Og Sværdet drager af Lande. 

Naar kommer du atter, du store Kætter? 
Her lever kun én som din Tone tar, 
den dejligste Stemme paa Jorden var, 
din graanende Broder paa Danmarks Sletter 
— den sidste Sanger i Lande. 



95 




BØCKLINS DØD 

Han kom fra fremmede Kyster, af evige Stjærner ført, 
og stanscd forundret paa Tærsklen ind til Verden 

den vide. 
Her skalv saa køligt et Lys i selveste Middagstide, 
her var som om aldrig en Bøn var hvisket og aldrig 

hørt. 



Han bredte sin Guldglans over, til Verdens sæl- 
somme Gys: 
en »Sommer c blev dobbelt Sommer, Natten blev 

varm som Dagen; 
den »Enhjørning« gaar i sin Skog, saa stanser han 

brat betagen: 
der stod for hans Øjne mange — ja mange Morgeners 

Lys. 



96 



Der skrider de hvide Kvinder nedad den » Hellige Lund c . 
Fuglen stilner og Løvet stilner paa Træernes Grene, 
Røgen stiger ivejret fra Alterets hugne Stene, 
saa knæler de Kvinder for Guden, stille, med lukket 

Mund. 



Der staar en »Villa ved Sjøen« med Taarne og Kapitæl. 
En Kvinde lytter ved Muren, sort og med sløret Pande. 
Hører du Havet komme fra fløjtende Maanelande? 
Ak nej, du lytter til Havet som gaar i din egen Sjæl. 



Vandene ligger saa bløde og brede ved »Dødens Øc, 
en Underverdenens Stilhed ruger om Øens Bjærge. 
En Fløjten — og Dødssirenen kalder en lastet Færge, 
et Suk i Cypresseskogen ; det er som om alt skal dø 



Han kom fra en anden Verden, med Synernes Hær 

fra den, 
og ruiled indover Jordens Kunst som en Varmebølge. 
Og mange — ja mange Morgeners Lys var i hans Følge. 
Han kom fra en anden Verden. Nu viger han did igen. 



97 
Det vilde Kor. 




BJØRNSON 
paa hans 70 Aars Fødselsdag 



Vi nævner et Navn — 
straks syder der mod os 
i Komakres Guld, 
det leger i Skoge, 
det lugter af Muld. 
Sol dirrer om Dagen, 
Dug driver om Kvæld, 
det suser i Fjæld. 



Vi nævner det Navn — 
det bryder imod os 
med Livet fra Sjø, 
med Hvalbrug og Fugle 



98 



og Baade rundt 0. 
Der ropes og svares 
med langvejs Lyd 
— en Verden af Fryd I 



Vi nævner det Navn — 
da blandes i Lyden 
af sydende Kom 
og Hvalbrug og Fugle 
en Vagtmands Horn. 
Selv Verden stod ofte 
med lyttende Blik 
naar Homtonen gik. 



Idag skal du vækkes af Tusinder foran Altanen, 
dit Folk møder op til din Ære med Faklen og Fanen. 
De staar der, fra Pigen med Flætte til Oldingen krum 

over Stav, 
selv Fiskeren yderst fra Hav, 
de takker og ærer dig. Mester, for alle de Goder du gav. 



Din Haand havde noget til alle : en støtted den varligt^ 
en læged den kvindelig ømt ; men en klapsed den farligt. 



99 




Du husked at følge i Slaget en egen, en rummelig Skik . 

du brugte ej Sværdet til Stik. 

Endvidere saa du dig om til den Saaredes Saar før du gik. 



Der laa vi et Folk bag et andet berømmeligt Rige, 
du stred i halvhundrede Aar for en Plads som dets Lige. 
Var Byen iblandt paa din Modstanders Side med Hujen 

og Hvin 
stod Landet desmere paa din. 
Det brused imod dig af levende Jarop: din Mening 

er min! 



Alt saa du dig Tid til: at rydde, at hegne, at nære, 
og alt tog du paa dig, din Bredde var skabt til at bære. 
Nej sidde og gøre dig sjælden og aagre en Dag med 

dit Navn? 
Du gav det til Pris for hver Ravn. 
Du havde slig Raad til det, Mester, du havde saa 

bredfuld en Favn. 



Værdier har skiftende Værd. Hvad du skrev lyder 

Loven : 
mangt slukner, men meget vil brænde af Aanden 

fraoven. 



100 



Tidt sled du med Flid forat lægge det øde med god 

Teori ; 
men se om du lyktes deri! 

Langs Mose og Mark duver Digterens Lotos paa hele 

din Sti. 

— Altandøren gaar, du staar frem, du er hvidnet i 

Haaret, 
men end er du ung trods de Aar og det Værk du 

har baaret. 
Din Aand har den selvsamme Vælde, din Flamme 

er lige saa varm 
som Styrken er fuld i din Arm. 
Nu gløder der mod dig fra Landet en Tak i hver 

Menneskebarm. 

Altid lyder allevegne 

Røsten fra hans Bryst. 

Mange Stridsblus har han tændt os, 

mange Glæder har han sendt os; 

naar han tier er der tyst. 

Han er Tolken født og baaren 
for vor Nød og Lyst. 
Ingens Arm som hans at føre, 
ingens Ord som hans at røre. 
Naar han tier er der tyst. 



IQl 




Saa en Kvæld vil Stumhed ruge 
langs vor lange Kyst. 
Fj ældet staar og Ijrtter, bier — 
ingen svarer, Landet tier. 

Naar han tier blir der tyst. 



102 



AFTENRØDE 

Man saa ham sky de Sale hvor andre søgte Ly, 

de Sokler andre fandt det stolt at staa paa. 

Han svinged sig en Morgen som en Ørn op mod Sky, 

man skreg til ham og holdt sig fast og saa paa. 

Og ingenting var over ham, 

blot Dagningen i Østerled, de nye Tiders Gry. 



Man saa ham staa deroppe og vise Folket Vej 
igennem høje, ideale Riger. 

Man kaldte ham til Jord igen, hans Svar var altid Nej, 
hans Sjæl var døv for Trudsel, Bøn og Smiger. 

Saa faldt han dog i Alders Dag 

og rysted viist sit Hode ad sit Ungdomslivs Galej. 



103 




Man saa ham skyndsomt søge sig Ly bag Salens Dør 

og krybe Soklen op med Baand om Foden. 

Der staar han nu og kaster sin Skygge med Honnør 

og raadner som et livløst Træ paa Roden. 

Men selv saa tror den gamle Ørn 

at nu — nu staar han gævere end nogensinde før. 



104 



KVANNELEDERSKERNES SANG 

Han strejfer om paa Fjældet saa bringehøj og stor 

og drikker Lys fra alle Himlens Sole. 

Og synger han en Vise om den dejlige Jord 

da er det som en knæggende Fole. 



Han sætter sig i Baaden og sejler over Sjø, 
da gæster han sit Morgenland derude. 
Og alle Piger nejer naar han byder Adjø 
og graater for den vigende Skude. 



Han rider ind i Dalen med Jægerhornmusik 

og steder Gut og Ægtemand i Vaande. 

Ti ingen Kvinder staar sig for det Brus i hans Blik, 

den Duft af alle Blomster i hans Aande. 



105 




Han tramper ind i Dansen den varme Sommernat 
naar Spillemanden filer sine Strænge. 
Og Pigen skønner ikke hvor sødligt det blev fat — 
hun fandt sig brat selvanden udi Enge. 



106 



GENSYN 

Nej tænk, at jeg mødte hende nu idag igen; 
for der er gaaet lange Tider siden hun var her. 
Hun stansed ikke, nikked ikke, spurgte ej hvorhen; 
men kære hvor jeg dog var kommet hende næsten nær. 



Sving roligt over Gaden nu og langsomt bort, min Ven, 
lad ingen se der gaar en Skælven gennem dine Knær. 
Og din forslidte Frakkekant, lad se du skjuler den 
og bær dig som det sømmer sig en holden Millionær. 



Jeg saa hvor hendes Øjne ulmed til paany i Glød — 
jeg haaber mine viste dobbelt skarpt sit kolde Staal 
for alle Eder som hun løj og Løfter som hun brød. 



107 




Gud hjælpe mig, hun tændte vist igen mit slukte 

Baal. 
Og jeg — ja jeg som trodde at den hele Sag var død. 
Nu skal den — skal den være død. Jeg drikker 

paa det. Skaall 



les 



DISET KVÆLD 

Mit Sind er saa tungt, jeg ser intet Lys 
i hele det skumrende, vide Rum. 
Jeg bøjer mig sammen og ber om et Raad; 
men Himlen er stum. 



Jeg stirrer forknyt ud i Kvælden haard 
— da sprætter der Stjærne paa Stjærne ud. 
Jeg synes de vinker mig en efter en 
som smaa Svar fra Gud. 



Jeg bøjer mig ned med Tak for ikvæld 
og tror paa en Morgen saa klar og høj. 
Men da har de Stjærner skjult sig af Skam, 
o Gud hvor de løj! 



109 




HJEM FRA FESTEN 

Stig varligt i Vognen inat, min Kære, 
for husk her var Vin i den muntre Fest. 
Og varsom skal Kusken vor ogsaa være, 
for stærk og stjæmende gal er vor Hest. 
Men Natten er lys og stille. 

Nu stænger vi ordentlig Vognens Døre, 
gir Kusken sit Vink og lar alt staa til. 
Det rumler — det rumler, vi kan ikke høre 
hvad dejligt den ene den anden vil. 
Men Natten er god og stille. 

Da tog han et Kys, og hun lo i hans Øre: 
Men hørte du ikke jeg ropte Nej? 
Han svarte: Det er saa umuligt at høre, 
jeg syntes — jeg syntes du ropte ej. 
Og Natten var varm og stille. 



110 



Der blandedes Aande, der krydsed Blikke, 
saa drog han tilslut hendes Bryst mod sit. 
Hvad siger du, lo hun, jeg hører dig ikke? 
Og følgelig hørte hun ham om lidt. 
For Natten yar hed og stille. 



Saa skiltes de ad. Der var tyst ved Huset, 
der dufled i Haven af hvid Syrin. 
O evige Eva! Hun hvisked mod Gruset: 
Kom ikke imorgen før Tiden er min — 
naar Natten er tryg og stille I 



111 




ABDULLAHS HAAB 

Nu slutter alt Sommerens Liv iaar 

og Løvet rødner og gløder. 

Det er som om Sorbustræerne staar 

i grønne Skogen og bløder. 

De staar i Olivenskogen som Saar 

som ingen binder og bøder. 

Det ringer til Lig i et nær Kapel, 

det lyder saa vildt og øde. 

Det er som en Røst foruden Appel 

at møde til sidste Møde. 

Lad ringe saa flittigt! Farvel, Farvel, 

imorgen ligger vi døde! 

Der venter en Verden bag Verden her 

hvor Fabelhaverne suser. 

Der venter en Bolig med Rum til hver 

som Menneskens Sjæle huser. 

Der synger Musik i Kilderne der 

og Paradisfugle bruser. 



112 



De Hurier staar i Olivenlund 

som Liljer i Morgenrøde. 

Med Øjne som Stjærner og Smil om Mund 

de gaar sin Elsker imøde. 

O ringte nu Klokken i næste Stund 

for mig som den første Døde! 



113 
Det vilde Kor. 8 




GANGSPILSVISE 

En Sang for Bøljan blaa, 

en Sang for alle Sejlere i Verden som jeg saa. 

Farvel til en og hver! 

Nu stunder jeg til Landene alt med den hede Varme 

hvor alle galne Piger smaa med nøgne Ben og Arme 

er som jeg selver er 

saa vennehuld og kær. 

Jeg vender mig og drejer mig 

og sjunger mig en Sang. 

Jeg nikker mig og nejer mig, 

og Spillet gaar sin Gang. 



Paa Land saa er min Mø 

mens jeg idag skal sejle til en saare fremmed 0. 
Jeg alle Farver saa, ^ 

de sorte som er krøllade, ja gule samt de røde, 



114 



men aldrig saa jeg nogetsteds et Øjenpar saa søde 
som dine himmeiblaa, 
de ganske bittesmaa. 

Du elsker mig og ejer mig 

og holder mig i Fang. 

Da nikker jeg og nejer mig, 

og Spillet gaar sin Gang. 



Her haver du mit Ord: 

med dig saa vil jeg leva og dø paa søden Jord. 

Og Gud han vær os nær I 

Vi lever alle kortelig en Række Levedage, 

men bed din Gud hans Vilje ske, saa vender jeg tilbage, 

trods meget stort Besvær 

og mangt et ondt Begær. 

Du pudser mig og plejer mig 

ved Dag og Natten lang. 

Jeg nikker mig og nejer mig, 

og Spillet gaar sin Gang. 



En Sang for Vejr og Bør, 

en Sang saa rent hjærtinderlig som ingensinde før. 

Op Sejl paa talget Stag I 

saa stævner vi til Østerled, ja til Mogulens Rige, 



115 



der vinker mig et Elfenben, en ganske dejlig Pige 
med lifligt Sindelag 
til begges Velbehag. 

Jeg ved saa vel jeg grejer mig 

i Smil og Bægerklang. 

Da nikker jeg og nejer mig, 

og Spillet gaar sin Gang. 



116 



DET STUNDER MOD REGN 

Høsten er kommet med synkende Sol, 
Sommerens Skoge er gule og røde, 
Nætterne kolde og Engene øde. 
Det stunder mod Regn, for Hønerne gol 
og Grisene bar til Bol. 

Og udover Jordet gaar alting paasned, 
Koen tar selveste Oksen paa Hornet 
og endda gaar Bonden og slider med Komet. 
Det stunder mod Regn, for Katten var sved 
og Badsturøgen slog ned. 

Og henne i Myrene blaffer der Fyr 
og Skrigene høres fra Lommen-Lasse, 
det lyder som skarrende Trækspilbasse. 
Det stunder mod Regn naar Lommene flyr 
og Blus slaar op af en Myr. 



117 




Men inde i Viken staar Fiskeren tryg 

og tænker at tjære sin Baad for Aaret 

— det haster ikke idag, mener Faaret 

Det stunder mod Regn, for Hesten skød Ryg 

og Abborren snapped Myg. 

Da blinker i Luften en brændende Traad, 
og Jorden ryster og Tordenen skralder 
og Dagen gaar under — og Regnen falder. 
Se saal sa den Fisker han stod ved sin Baad, 
og Bonden da Loen blev vaad. 



118 



BASUN 



Jeg retter dens Tud imod Vesterled 

og blæser en ilende Node. 

Jeg blæser til Himlen, min Sjæl følger med, 

den flyver og finder sig frem 

mellem Klode paa Klode. 



Der kommer imod mig Orkaner af Lys, 
jeg flyder i Bølgen og svømmer. 
Og Stjæmerne farer forbi mig som Gys, 
det er som om Stjærnerne jages 

af nogen og rømmer. 



Kometerne trækker sit Ris af Glør, 
det tordner imod mig som Kværne. 
Det lyser i Tusinder Tider og dør 
og Hundreder Tider naar Gløden 

er slukt i det Fjærne. 



119